|
|
- De 8 kroer og hoteller på Snapseruten i Limfjordslandet lægger vægt på at bruge de mange gode lokale råvarer, og det er derfor helt naturligt, at vi sætter en to-retters ”egnsmiddag” på menukortet, siger formanden for Snapseruten, kroejer Hans Ravn Kristensen, St. Binderup Kro.
“Egnsmiddagen” består af forret og hovedret – på nogle kroer og hoteller dog hovedret og dessert eller evt. ost.
|
|
Og når man hører, hvad man har i vente, hvis man tager en tur på Snapseruten og sætter sig til bords på en af Snapserutekroerne og –hotellerne, løber tænderne uvægerligt i vand.
På Hotel Pinenhus ved Sallingsund bydes der som forret eksempelvis på Limfjords-bouillabaisse, lavet på blåmuslinger fra Glyngøre samt Glenholmgård Vin og med hjemmebagt maltbrød, bagt på mask fra Fur Bryghus, på Hvalpsund Færgekro består forretten af Limfjordsmuslinger, landet på havnen ved kroen og tilberedt efter kokkens valg, og på Tambohus Kro er forretten hvidvinsdampede blåmuslinger fra Jegindø, serveret i hvidvinsfløde med rodfrugter og krydderurter. På Struer Grand Hotel har man i stedet valgt en forret, der består af økologisk and fra Handbjerg i to versioner med frissé salat, saltbagte mandler med Læsø salt samt sprøde chips og jordnøddeolie.
Men hovedretterne er bestemt heller ikke at kimse ad: På Hvalpsund Færgekro har man valgt at sætte en klassiker på menukortet, nemlig den pandestegte rødspætte med hvide kartofler, persillesauce og hjemmelavet solbær syltetøj, mens Tambohus Kro serverer en variation af lam og kartofler fra Venø, og på Rold gl. Kro bydes på gammeldags kalvesteg med flødesauce.
Struer Grand Hotel serverer ragout af dansk bisonokse fra Nørre Kærgaard med svampe, bacon og urter i kraftig sky, Helnan Hotel Phønix i Aalborg byder på grillet kalvefilet med spinatterine, og på Hotel Thisted kan man glæde sig til en ”Hanstholm-spætte”, som er en stegt rødspætte med varm remouladesauce, der er fremstillet af syltede rodfrugter i brunoise, tilsat piskefløde og serveret med Thy pillekartofler.
Egnsmiddagene serveres de fleste steder hele året rundt, men enkelte steder har man valgt to menuer, dels i perioden fra påske til august, dels fra august til oktober.
Snapseruten siger: Velbekomme og skål!
|