I dag er cyklens hvermandseje, og faktisk er der flere cykler i Danmark, end der er indbyggere, så det kan være svært at forestille sig, at cyklen oprindelig slet ikke var et såre nyttigt transportmiddel, men nærmere en art legetøj for adelsfolk, som åbenbart manglede noget at få tiden til at gå med.

Cyklens historie

Cyklens aner skal findes i Mannheim i Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet. Her støder vi på en overordentlig hittepåsom herre med det imponerende navn Karl Friedrich Christian Ludwig Freiherr Drais von Sauerbronn (1785-1851), som blandt mange andre dippedutter og dingenoter opfandt en skrivemaskine til 25 bogstaver. Og så eksperimenterede han altså med en løbemaskine med to hjul, som han kaldte en ”veloziped”. Den så dagens lys i 1817 og blev simpelthen drevet fremad, mens han sad overskrævs på tingesten og stødte fra med begge ben på jorden. Året efter fandt han på, at køretøjet unægtelig ville være mere manøvrerbart, hvis forhjulet kunne styres og drejes, og samtidig opstod så navnet ”draisine” efter hans efternavn Drais. 

"Væltepeteren"

Næste skridt kom i 1860’erne, hvor Pierre Michaux i Paris fik den idé at udstyre forhjulet med et sæt pedaler, så man slap for at slide fodsålerne tynde. Det betød så også, hvad der unægtelig gjorde bestigningen af køretøjet noget vanskelig, at sadlen måtte placeres på forhjulet, der som oftest var meget større end baghjulet for at give køretøjet mest mulig fart. Det er det køretøj, som vi i Danmark kom til at kende som ”væltepeteren” – og det navn siger jo mere end mange udførlige beretninger om de vanskeligheder, der var forbundet med at betvinge dette vehikel.

"Sikkerhedscyklen"

Forhjulet blev større og større, men der var selvfølgelig en naturlig grænse, eftersom den cyklende i sagens natur måtte kunne nå pedalerne fra sit høje sæde. Men i 1880’erne er forhjulets diameter alligevel oppe på 1½ meter, og der var med andre ord langt ned, hvis man skulle lide skibbrud med det noget aparte apparat. I midten af 1880’erne dukker da en ny cykelmodel op, som forståeligt nok fik navnet ”safety-cyklen”. Det interessante er, at den var forsynet med et kædetræk på baghjulet, og det muliggjorde, at forhjul og baghjul kunne være lige store og i øvrigt af noget mere overkommelige dimensioner.

Det er den cykeltype, som har overlevet frem til vore dage, og som måske havde sin storhedstid mellem de to verdenskrige, hvor eksempelvis det københavnske bybillede var fuldstændig domineret af cykler – i en sådan grad, at noget af det mest iøjnefaldende i Poul Henningsens kontroversielle Danmarksfilm fra 1935 netop er de mange dejlige københavnske cykelpiger.

Cykelfabrikken "Jyden" blev til museum

I 1910 beslutter en vis A. Pedersen da at etablere en cykelfabrik, som fik navnet ”Jyden”, i Aalestrup. Og det er i denne fabriks tidligere direktørbolig fra 1921, at vi i dag finder Danmarks Cykelmuseum. Museets samling er på omkring 150 cykler, herunder naturligvis også en ægte ”væltepeter”. Blandt museets rariteter er dronning Ingrid og Kong Frederik 9.’s cykler og den cykel, som den tyske digter Bertolt Brecht benyttede, da han var forlad Nazityskland og opholdt sig i eksil i Svendborg fra 1933 til 1939.

Og så kan man også på museet se ”cykler med hjælpemotor” eller knallerter, herunder Danmarks ældste knallert, som blev bygget i 1903. Umiddelbart kan man undre sig over, at museet også har en god samling af gamle radioapparater, men det er egent-lig ikke så underligt, for de første radioer i 1920’erne blev faktisk fremstillet (og efterfølgende repareret) af cykelsmede!