Til forsiden
Molerklinterne på UNESCOs verdensarvliste?

Molerklinterne på Nordmors og på Fur i den vestlige Limfjord er udvalgt som en af de ti kandidater, som Danmark nu ønsker optaget på UNESCOs verdensarvliste.

Opgaven med at få Molerklinterne i den vestlige del af Limfjorden optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste er en fælles opgave, som vil blive prioriteret højt af såvel kommuner, turistorganisationer og museer i det berørte område.

Springbræt til Verdensarv

I begyndelsen af 2009 blev Molerklinterne i den vestlige del af Limfjorden optaget på Kulturarvs styrelsens tentativliste, som er springbræt til en optagelse på UNESCOs Verdensarvsliste. Verdensarven er en konvention fra 1972, der er ratificeret af 187 stater; blandt andet Danmark, der i dag har fire seværdigheder på listen.

De fire steder er Jellingestenene, Kronborg, Roskilde Domkirke og Illulisset Isfjord i Grønland. Kulturarvsstyrelsen kan indstille et naturemne og et kulturemne hvert år, men forud ligger et omfattende analyse- og beskrivelsesarbejde, som varetages af den lokale arbejdsgruppe.

Seværdighed i verdensklasse

Moleret har mange fordele i kapløbet om en placering som verdensarv. For det første er det enestående som materiale, for det andet er moleret en seværdighed i verdensklasse. Klinterne og de mange råstofgrave, der er tilgængelige for offentligheden, fortæller 55 millioner års historie i et enkelt blik.

Alle, der har prøvet at stå over for de lyse og mørke bånd af moler og vulkansk aske, der ligger i et op til 60 meter tykt lag hen over det nordlige Mors og Fur, har fået indblik i denne historie. Endnu flere oplevelser får man, hvis man besøger de to museer på henholdsvis Mors og Fur, der har specialiseret sig i at fortælle om moleret og de fossiler af dyr og planter, man kan finde i de geologiske lag. Geolog Bo Schultz fra Fur Museum vurderer, at der sammenlagt er 300.000 gæster udefra på besøg i området hvert år og ud af dem 100.000, der møder formidling fra museerne i en eller anden form.

Gode ambassadører for vores arv

Morslands Historiske Museum ved Susanne Overgaard er projektleder for Molerlandskabets kandidatur. Hun har sammen med museets formand Bente Lyndrup samlet en arbejdsgruppe bestående af medarbejdere fra Moler Museet på Mors og Fur Museum, medarbejdere fra statens geologiske undersøgelser, medarbejdere fra de kommunale forvaltninger i Skive og Morsø Kommuner, turistcheferne i hhv. Thy, Mors og Salling, og Netværk Limfjorden, som har sekretariat i udviklingsafdelingen i Region Midtjylland.
 
Styregruppen består af formanden for Region Nordjylland, borgmestrene fra Thisted, Morsø og Skive kommuner og projektlederen fra Morslands Historiske Museum.
 
Regionsformand Ulla Astman (Region Nordjylland), borgmester Flemming Eskildsen (Skive) og borgmester Lauge Larsen (Morsø) har givet hinanden håndslag på samarbejdet over Limfjorden og på tværs af regionsgrænsen mellem Midt- og Nordjylland. De ser alle frem til de mange muligheder, der åbner sig med den store opmærksomhed og blåstempling, der følger med en udpegning til Verdensarv.
 
De er parat til at yde en målrettet ambassadørindsats for molerarven i Limfjordsområdet over for bl.a. Kulturarvsstyrelsen, der koordinerer indstillingen af danske seværdigheder som Verdensarv. Arbejdsgruppens analysearbejde er klar til at indsende til prækvalifikation hos Kulturarvsstyrelsen, inden den endelige indstilling til UNESCO foretages i februar 2011.
Torsdag, oktober 28 2010
Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter Østerbro 7 7800 Skive Tlf. +45 97 52 32 66 KONTAKT