|
De GeoSites, der er udpeget i Danmark, er således de steder, hvor man først og fremmest finder vores fælles naturhistoriske arv, og som på en helt enestående måde dokumenterer jordens og landskabets dannelse.
Museumsleder Bo Pagh Schultz fra Fur Museum er særdeles glad og tilfreds med udpegningen til nationalt GeoSite: ”Udpegningen er en national hædersbevisning, der viser, at Stolleklint og Knudeklint er naturkvalitet i verdensklasse, og at geologien på Furs nordkyst er vigtige elementer, når man vurderer molerets videnskabelige værdi på verdensplan”, siger han.
Et langt, sejt træk
Bo Pagh Schultz fortæller: ”Ved orkanen den 8. januar 2005 blev et særligt geologisk jordlag afdækket på Furs nordkyst. Det var lektor Claus Heilmann-Clausen fra Aarhus Universitet, der havde en fornemmelse af, at der kunne ligge noget særligt under nedskredene ved Stolleklint. Han sagde, at hvis der findes turkist ler, der går over i sort ler, er der sandsynligvis tale om noget helt unikt – og det var netop, hvad jeg så efter orkanen. Så fulgte det lange, seje træk, men nu fem år senere og takket være 500.000 kr. fra Kulturarvsstyrelsen samt uvurderlig støtte fra forskningsinstitutionen NIOZ i Holland kan vi nu bekræfte, at det vitterlig er helt enestående. Vi har simpelthen det bedste sted i Europa, hvor man kan betragte de geologiske vidnesbyrd om en 55,7 mio. år gammel global opvarmning”.
”Med disse forskningsresultater i hånden gik vi til Danmarks Geologiske Undersøgelser (GEUS) og forespurgte, om Furs nordkyst kunne blive opgraderet fra ”supplerende GeoSite” til Hanklit på Mors til et selvstændigt nationalt GeoSite. Svaret var positivt, så fra 1. april 2011 har Fur sit eget nationale GeoSite. Vi står dermed endnu bedre rustet til at få optaget molerklinterne på Fur og Nordmors på UNESCO’s Verdensnaturarvliste”, tilføjer Bo Pagh Schultz.
|