|
|
|
|
|
Han Herreds Vejler - et fantastisk fugleliv
|
|
Et fantastisk mylder af fugle. Det er det, man kan opleve på denne Limfjordsfortælling i ”rørdrummens rige” i Han Herreds Vejler, der er et af Nordeuropas vigtigste fuglereservater. Der fortælles om fuglene og deres levevis og om landvindingen på vejlerne.
|
|
Han Herreds Vejler er Nordens største fuglereservat – og samtidig er området også resultatet af et mislykket landvindingsprojekt. Under overskriften ”Landvinding og fugleliv” får man mulighed for at se en masse fugle i det storladne landskab, men man hører også om afvandingsprojektet, som gik i vasken.
|
|
I rørdrummens rige
Denne tur byder på en fugleoplevelse af de helt store. Her er et mylder af gæslinger, vadefugle og ænder – og med lidt held ser man trane, skestork, rørhøg og, ikke at forglemme, rørdrum.
Rørdrummen er en af de sjældne fugle i Danmark. Måske er der kun ca. 300 ynglende par i hele landet – og heraf findes halvdelen i Han Herreds Vejler. Rørdrummen hedder sådan, fordi den ”drummer” i rørskovene. Den er meget svær at få øje på, fordi den er godt camoufleret og holder sig godt skjult. Kroppen er nemlig gulbrun med mørke striber og store pletter, og så har den en sort isse og en hvid hage. Hannen er markant større end hunnen.
Paukemesteren
Man siger, at rørdrum-hannen ”pauker”, fordi dens ”sang” minder om musikinstrumentet en pauke. Nogle mener, at den snarere lyder som et tågehorn. Man kan høre denne særprægede brummende lyd op til 5 km væk – og rørdrummens sang er dermed den mest ”højlydte” blandt alle Europas fugle. Når den pauker, er det formentlig for at tiltrække hunner og for at markere sit territorium. I Vejlerne har hver rørdrum et territorium på omkring 20 ha. Rørdrummen lever især af fisk, men spiser også frøer og salamandre.
300 fuglearter
Der er registreret mere end 300 fuglearter i Vejlerne, og omkring 130 af dem vides at yngle her. Området er på ca. 5.500 ha og ejes i dag af Aage V. Jensens Fonde, som gennem en række forbedringer har medvirket til, at området i dag er et af Nordeuropas vigtigste tilholdssteder for ynglende vandfugle.
|
Torsdag kl. 14, ca. 1½ time. Vejlernes Naturcenter, Bygholm-dæmningen
Bygholmdæmningen ligger på rute A 11 mellem Øsløs og Fjerritslev. Der er adgang til kraftige kikkerter, men medbringe gerne egen kikkert. Egen transportmulighed er påkrævet.
|
|
|
|
|