Til forsiden
Limfjordens historie

I Limfjordslandet har der levet mennesker i tusindvis af år. De første mennesker var stenalderfolket, som efterlod deres enorme køkkenmøddinger og fantastiske bygningsværker i form af jættestuer.

Vi hører om oldtiden i Limfjordslandet, om kirker, klostre og herregårde, og i det hele taget spænder fortællingerne om Limfjordens historie vidt. På Limfjordsmuseerne kan man få endnu mere at vide om Limfjordslandets historie.

Limfjordsfortælling nr. 9 Ørslev Kloster

Hvordan levede nonnerne i sin tid, og hvordan har det gamle kloster forandret sig gennem sin 800-årige tilværelse? Ørslev Kloster er Danmarks bedst bevarede nonnekloster fra middelalderen og er normalt ikke åbent for offentligheden. Her  er altså en enestående chance til at komme bag det gamle klosters mure. Onsdag kl. 11, ca. 1 time.

Limfjordsfortælling nr. 10 Dueholm på Mors - kloster, herregård og museum

Hør historien om Johannitermunkene, der oprettede klostret på Dueholmen i 1369. Her lå det indtil Reformationen, hvor kongen overtog stedet. Siden blev det herregård, og i 1909 flyttede museet ind i den gamle bygning. I dag er det en "skatkiste", fyldt med gode historier om øen Mors og morsingboerne. Torsdag kl. 11, ca. 1 time.

Limfjordsfortælling nr. 11 Vesthimmerland fra fortid til nutid

Her er fortællingen om det fattige Vesthimmerland, som takket være jernbanen udviklede sig til et moderne industriområde - og om en meget spændende og anderledes museumsbygning i Aars, der er tegnet af Per Kirkeby. Her er bl.a. en nøjagtig kopi af det berømte, mere end 2.000 år gamle Gundestrupkar. Torsdag kl. 11, ca. 1 time.

Limfjordsfortælling nr. 12 Jenle - Aakjærs Kunstnerhjem
I Jenles Mindestuer kan man høre fortællingen om kunstnerægteparret Nanna og Jeppe Aakjær - hun en håndens og han en åndens mester. Aakjærs digte og sange er stadig en del af det levende danske fællesskab og demokrati. Tirsdag kl. 11, ca. 1 time.

Limfjordsfortælling nr. 13 Jættestuen Lundehøj

En jættestue er et stort gravkammer fra bondestenalderen - og denne jættestue ligger på en bakketop i Sydthy. Hør om oldtidens historie og om stenalderfolkets teknologi, som var forudsætningen for det imponerende bygningsværk. Og om vore forfædres opfattelse af døden og deres omsorg for slægtens døde. Tirsdag kl. 14, ca. 1 time.

Limfjordsfortælling nr. 14 Herregården Hessel
Det oprindelige Hessel blev bygget før 1391, men brændte i 1702, hvor de fleste af de nuværende bygninger stammer fra. Hessel er ikke et moderne museum - mere en tidslomme fra sidst i 1800-tallet til først i 1900-tallet, som man kan dykke ned i. Rundvisningen foregår i de gamle bygninger, hvor der især bliver fortalt om den sidste slægt, der beboede Hessel. Torsdag kl. 14, ca. 1 time.

Limfjordsfortælling nr. 15 Danmarks Cykelmuseum
Danmarks Cykelmuseum er det eneste museum i Norden, der detaljeret behandler cyklernes tekniske udvikling. Samlingen, der er uden sidestykke, omfatter ca. 200 cykler fra træcyklen over "Væltepeteren" til nutidens mest kendte model. Fredag kl. 11, ca. 1 time.

Limfjordsfortælling nr. 16 Stenaldercentret Ertebølle
Her ved Limfjorden slog stenalderfolket sig ned for næsten 7.000 år siden. De var jægere og samlere, og ved deres boplads fandtes en køkkenmødding med masser af madrester. Denne Limfjordsfortælling handler om vore tidligste forfædre og deres udnyttelse af naturens rigdomme. Onsdag kl. 11, ca. 1 time.

Limfjordsfortælling nr. 17 Herregården Hindsels
Herregården Hindsels kan føre sin historie tilbage til den tidlige middelalder, og siden 1827 har den tilhørt familien Overgaard. Den nuværende ejer Askov Overgaard fortæller om gårdens historie og viser rundt på den moderne landbrugsbedrift med svineproduktion, planteavl og energiproduktion. Mandag kl. 10, ca. 1 time.

Limfjordsfortælling nr. 18 Venø Kirke - Danmarks mindste kirke
Trods sin lidenhed er kirken fyldt med gode fortællinger og anekdoter, f.eks. om den gale præst på Venø og om præsten, der forsvandt fra præstetavlen. Besøget i Venø Kirke kan kombineres med andre aktiviteter på Venø. Fredag kl. 14,
ca. 1 time.
Lørdag, februar 04 2012
Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter Østerbro 7 7800 Skive Tlf. +45 97 52 32 66 KONTAKT