|
|
|
|
Med udgangspunkt i de to museer i museumscentret i Aars – tegnet af Per Kirkeby – berettes i denne Limfjordsfortælling om Vesthimmerland fra fortid til nutid. Perlen i museets samling er det berømte og mere end 2000 år gamle Gundestrupkar.
|
|
Det første museum i Aars blev bygget i 1935, men i 1999 kunne man åbne den ny udstillings-bygning, tegnet af kunstneren Per Kirkeby i samarbejde med arkitekt Jens Bertelsen. Kirkeby valgte en grundplan for det ny hus, som ligner en torshammer, og huset er koblet sammen med det gamle museum ved hjælp af cylindriske tårne.
|
|
I alt ikke mindre end 288.000 røde teglsten medgik til Kirkebys museumsbygning, som er kaldt ”arkitektur i ordets bedste forstand”, og som rummer Vesthimmerlands Museum, Himmerlands Kunstmuseum og Lokalhistorisk Arkiv.
Arkæologiske sjældenheder
Den arkæologiske samling er grundlagt i 1919 og rummer flere nationale sjældenheder. Perlen er kopien af det berømte Gundestrupkar, som blev fundet en forårsdag i 1891, da karlen Jens Sørensen var ude at grave tørv i Rævemosen i nærheden af Aars. Hans spade stødte på noget hårdt og skinnende – og det var altså underdelen af et stort sølvkar, der viste sig at være udsmykket med mærkværdige og uforklarlige figurer. Karret er 2100 år gammelt og er mere end 2 meter i omkreds. Dermed har vi at gøre med et af de mest betydningsfulde fund fra europæisk jernalder.
20 generationers kultur
Vesthimmerlands Museum viser et udvalg af genstande fra de sidste 20 generationers landbokultur og fra stationsbyen. Jernbanen kom til Aars i 1893, og den sidste strækning blev nedlagt i 1969, men banerne fik stor betydning for hele byudviklingen i Vesthimmerland. Museets fortælling handler altså om udviklingen fra fattigdom og gårdmandsliv til moderne vesthimmerlandsk erhvervseventyr. Et af rummene er ført tilbage til museets start i 1930’erne med eksempler på, hvad et museum dengang indsamlede og modtog.
|
Torsdag kl. 11, ca. 1 time. Vesthimmerlands Museum, Søndergade 44, Aars
|
|
|
|
|