Det lille våbenhus er tilføjet senere, og selve kirkerummet er også blevet udvidet på et senere tidspunkt. I den sydlige ydermur kan man endnu skimte den gamle, tilmurede indgangsdør, og syldstenene røber også tydeligt størrelsen af den oprindelige kirke. Oprindelig var kirken tækket med strå eller rør, men omkring 1860 blev der lagt pommerske bjælker og nyt loft samt det nuværende teglstenstag.

Herregårdsklokke

Kirkens klokke har i tidligere tid været herregårdsklokke på herregården Volstrup mellem Struer og Vinderup, og det taler for, at det er den daværende ejer af Volstrup, som har bygget kirken – naturligvis bistået af Venøboerne.

Døbefonten, der er hugget i kampesten, stammer formentlig helt tilbage fra 1200-tallet, og derfor må man gå ud fra, at den har været brugt i en anden kirke, før den kom til Venø. Prædikestolen derimod stammer fra nogenlunde samme tid som kirkens ældste del. Altertavlen er fra 1882 og er en kopi af et maleri af Anton Dorph.
 
Præsten var også skolelærer

Fra 1750 har Venø været et selvstændigt pastorat med egen præst, dog med den særlige bestemmelse, at denne også skulle undervise øens børn. Det var salmedigteren H. A. Brorson, der også var biskop i Ribe (som Venø dengang hørte til), der på Venøboernes foranledning fik gennemført denne ordning. Den særlige regel om, at præsten skulle undervise øens børn blev dog ophævet i 2004, hvor Struer Kommune lukkede Venø Skole. I dag går børnene fra Venø i skole på Bremdal Skole på fastlandet.

Men der er meget mere at fortælle, f.eks. anekdoten om den gale præst og om præsten, der forsvandt fra præstetavlen. Eller historien om Birteline Jensen, der gjorde Venø grøn og om et kommende renoveringsprojekt i Venø Kirke.