Til forsiden
Ørslev Kloster

Denne Limfjordsfortælling giver en enestående mulighed for at komme ind bag et gammelt klosters tykke mure, hvor der ellers ikke er adgang for offentligheden. Det 800 år gamle nonnekloster er i dag et arbejdsrefugium for forfattere, komponister, forskere og kunstnere.

Ørslev Kloster er Danmarks bedst bevarede nonnekloster fra middelalderen. Det fører sin historie tilbage til sidste halvdel af 1100-tallet, og efter reformationen i 1536 var det først i kongens eje, siden blev det en privat herregård. Men i slutningen af 1800-tallet forfaldt det gamle kloster, og i 1920’erne var det absolut sidste udkald, hvis de smukke bygninger skulle reddes.
Komtessens redningsaktion

Det var skæbnens gunst, at komtesse Olga Sponneck i sommeren 1928 var på cykeltur og kom forbi det forfaldne Ørslev Kloster. Hun satte sig i vejgrøften, spiste sin madpakke og blev straks bjergtaget af stedet og bygningerne og besluttede sig for at sætte gang i en redningsaktion. I 1934 købte hun Ørslev Kloster for de penge, hun arvede efter sin far, og hun gik i gang med en omfattende istandsættelse, som stod på i de næste 30 år. Hun boede selv på klostret fra 1934 til sin død i 1964.

Arbejdsrefugium

Efter komtessens død blev Ørslev Kloster overdraget til Komtesse Olga Sponnecks Legat, hvis opgave er at bevare stedet for fremtiden som barokherregård og med en kulturel anvendelse. I de første mange år var forfatteren Peter Seeberg hovedkraften bag etableringen af legatet og indretningen af bygningerne til arbejdsrefugium i 1969.

Arbejdsrefugiet kunne fejre sit 40-års jubilæum i 2009, og antallet af forfattere, komponister og andre kunstnere, som drager fordel af den inspirerende ro bag klostrets tykke mure, er stigende. Udover de 8 værelser disponerer refugiets beboere over de smukke barokstuer i klostrets østfløj, bl.a. kaminstuen, biblioteket og havestuen, hvorfra der er direkte udgang til terrassen og haven.

Mød klosterforvalteren

Det er klosterforvalter Janne Fruergaard Keyes, som tager imod deltagerne på Limfjordsfortællingerne. Hun vil fortælle om, hvordan nonnerne levede i sin tid, og hvordan det gamle kloster har forandret sig gennem sin 800-årige historie. En enestående chance til at komme bag klostrets gamle mure.
Lørdag, februar 27 2010
Onsdag kl. 11,
ca. 1 time.
Ørslev Kloster, Hejlskovvej 15, 7840 Højslev
Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter Østerbro 7 7800 Skive Tlf. +45 97 52 32 66 KONTAKT