Til forsiden
En tur på Hjerl Hede

Midt i det unikke vestjyske hedelandskab Hjerl Hede ligger Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Denne Limfjordsfortælling er en længere aftentur, hvor man både besøger museet og den omkringliggende natur.

Det er ingen overdrivelse, at Hjerl Hede er et af Danmarks smukkeste naturområder. På de vidtstrakte hedearealer rundt om Danmarks største hedesø, Flyndersø, ligger Hjerl Hedes Frilandsmuseum, som fortæller historien om livet på landet og i landsbyerne for flere hundrede år siden.

Den Gamle Landsby


Limfjordsfortællingen begynder med en rundvisning i museets gamle landsby, hvor der er mere end 50 forskellige bygninger. Her kan man stifte bekendtskab med, hvordan man før i tiden byggede huse og gårde, og hvordan man indrettede boligen på landet.
Midt i landsbyen ligger gadekæret, og rundt om ligger gårde af forskellig størrelse, smedje, kro, skole, landhandel, kirke, præstegård og mølle. Alt er komplet med inventar, haver, møddinger, hønsehuse og brønde, og museet har selvfølgelig også de gamle husdyrracer, f.eks. gråbroget kvæg, danske landfår, danske landgæs, geder og heste.

Danmarks ældste bondegård

Frilandsmuseet blev grundlagt af forretningsmanden Hans Peter Hjerl Hansen, der skabte en formue som smøreksportør i stor skala. Det var også ham, der grundlagde Plumrose og dermed startede en eksport af konserves til hele verden. I 1930 flyttede han Danmarks ældste bondegård, Vinkelgården, som han havde købt 20 år tidligere, til Hjerl Hede. Hele området blev fredet, og efterhånden opstod det, der i dag er et spændende og levende frilandsmuseum. Hjerl Hedes Frilandsmuseum startede i 1932 som det første museum herhjemme med at levendegøre museet – og det sker stadigvæk hver eneste sommer og hvert år til jul.

Lørdag, august 21 2010
Tirsdag kl. 19,
ca. 2 timer.
Hjerl Hedes Frilandsmuseum, Hjerlhedevej 14, 7830 Vinderup

Gennemføres ikke i efterårsferien i uge 42.

Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter Østerbro 7 7800 Skive Tlf. +45 97 52 32 66 KONTAKT