Til forsiden
Herregården Hessel - et levende museum

På denne Limfjordsfortælling besøges Danmarks eneste bevarede, stråtækte herregård, hvis nuværende bygninger er omkring 300 år gamle. I dag er herregården Hessel et levende museum med alt, hvad der hører til et gammelt gårdmiljø for ca. 100 år siden.

Første gang vi hører om Hessel er helt tilbage i 1391, men gårdens historie går nok endnu længere tilbage i tiden – og måske har det oprindelige Hessel endda været et tilholdssted for sørøvere. Ældste nuværende bygning er den imponerende stråtækte lade fra begyndelsen af 1600-tallet, mens de øvrige bygninger er fra 1702.
Kendte adelsslægter

Hessel tilhørte kronen, indtil gården i 1567 indgik i en byttehandel med adelsmanden Jørgen Lykke, som udmærkede sig som diplomat. Han samlede store godser i Himmerland og ejede bl.a. også Overgård og Bonderup (i dag Lerkenfeldt) – og han blev i det hele taget en overordentlig rig mand, bl.a. takket være eksport af stude til Hamburg og Holland. Senere blev Hessel ejet af en stribe andre kendte slægter, f.eks. Daa, Lerche og Lüttichau. I 1966 blev Hessel overtaget af det daværende Aalborg Amt og indrettet som museum.

Et proprietærhjem anno 1850

Det gamle stuehus er bevaret med næsten intakt inventar og viser, hvordan et proprietærhjem for omkring 150 år siden så ud. Her er således både det gamle køkken og storstuen, hvor gårdens store fester blev afholdt. Men der er også mejeri, spindestue, bibliotek, havestue, soveværelser, gæsteværelser, karlekamre og pigeværelser. I den gamle lade er der en vognsamling, og museet viser i det hele taget landbrugsmetoder, dyre- og plantehold og livsvilkårene på landet i gamle dage.

Det spøger på Hessel

Om det spøger på Hessel? Ja, da. En pige, der arbejdede på gården, fik et uønsket barn, og det begravede hun under gulvet i rullestuen. En af gårdens hunde fik færten af liget, og da man gravede i gulvet, opdagede man udåden. Pigen fik en ganske mild straf, fordi man ikke kunne føre egentligt bevis for, at det var hende, der havde dræbt og begravet sit eget barn – men ikke desto mindre går hun altså igen og vender jævnligt tilbage til åstedet.

Tirsdag, marts 20 2012

Torsdag kl. 14, ca. 1 time

Herregården Hessel, Hesselvej 40, Hvalpsund, 9640 Farsø


Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter Østerbro 7 7800 Skive Tlf. +45 97 52 32 66 KONTAKT