|
|
|
|
Her ved Limfjorden slog stenalderfolket sig ned for næsten 7.000 år siden. De var jægere og samlere, og ved deres boplads fandtes en køkkenmødding med masser af madrester. Denne Limfjords-fortælling handler om vore tidligste forfædre og deres udnyttelse af naturens rigdomme.
|
|
I dette smukke naturområde ved skrænterne ned mod Limfjorden levede stenalderens sidste jægere og samlere. I dag er Ertebølle en lille landsby, men navnet Ertebølle er blevet kendt viden om, fordi landsbyen kom til at lægge navn til en spændende periode i Danmarkshistorien – Ertebøllekulturen. På denne Limfjordsfortælling fortæller guiden om, hvordan jægerne udnyttede naturens rigdomme, og hvordan ændringer i klimaet og landhævning betød nye betingelser for stenalderfolket ved Limfjorden.
|
|
Boplads og køkkenmødding
I 1890’erne udgravede Nationalmuseet en køkkenmødding her ved Ertebølle. Den kan dateres til perioden 5.200-4.200 f. Kr. og er et udtryk for en stenalderkultur, som også findes i Sydsverige, Slesvig-Holsten og langs den nordtyske østersøkyst. Køkkenmøddingen indeholder rester af fisk, østers, vildsvin, hjorte, elge og urokser og fortæller os dermed, hvad der var på stenalderfolkets menu, og at stenalderfolket altså både hentede mad i fjorden, men også gik på jagt i de store skove.
Internationalt begreb
Begrebet køkkenmødding forbindes nok først og fremmest med de mange østersskaller fra mange års østersspisning på det samme sted. Det var en dansker, nemlig zoologen Japetus Steenstrup, som opfandt begrebet, da han gravede i nogle lignende skaldynger på Djursland, og begrebet er i dag et internationalt begreb – og et af de få danske ord, som er blevet optaget på fremmede sprog, f.eks. på fransk og på japansk!
Stenaldercentret
Stenaldercentret i Ertebølle fortæller om naturen på stedet for næsten 7.000 år siden – og om de mennesker, som levede her. Der er bl.a. en rekonstrueret boplads, som viser, hvordan datidens hytter kan have set ud, og hvordan flint bliver til økser og andre redskaber.
|
Onsdag kl. 11, ca. 1½ time
Ertebølle Stenaldercenter, Gl. Møllevej 8, Ertebølle, 9640 Farsø
|
|
|
|
|