|
|
|
|
Limfjordsfortællingen på Træmuseet handler om træbearbejdning gennem næsten 200 år. Her er et arbejdende værksted, hvor traditionerne holdes i hævd, masser af gamle maskiner, håndværktøj, skulpturer, træskærerarbejder og drejekunst.
|
|
I 1994 tog en kreds af folk, der tidligere havde arbejdet inden for træindustrien, initiativ til at danne en forening, der skulle bevare værktøjer og maskiner helt tilbage fra midten af 1800-tallet. Tre år senere kunne Træmuseet åbne.
Museum i ”møbel-land” I 1997 kunne man nemlig flytte ind i lokalerne i Oddense, som var ideelle til formålet, fordi her tidligere havde været et snedkeri, der lavede møbler.
|
|
I det hele taget har denne del af Danmark gennem de sidste 100 år været præget af en voksende træindustri, og nogle af Danmarks førende møbelvirksomheder hører hjemme her.
De gamle traditioner Museet har til formål at fremme forståelsen for de gamle traditioner inden for træbearbejdning – dels gennem bevarelse af gamle maskiner og gammelt håndværktøj, dels ved at fortælle historien bag genstandene. Dermed illustrerer museets betydelige samling udviklingen inden for et erhverv, som har haft og stadig har væsentlig betydning for dansk industri og eksport.
Et enestående museum Efterhånden rummer museets samling adskillige sjældenheder, bl.a. unikke eksemplarer af håndlavede værktøjer og hånd- eller fodbetjente maskiner. Endvidere har museet fået flere svendestykker. Museet er det eneste af sin art i landet og derfor ser museet det som sin opgave at give publikum adgang til at se, hvordan de gamle værktøjer og maskiner anvendes. Det sker på værkstedet, hvor man restaurerer og konserverer forskellige effekter.
Symposier for skulptører og trædrejere Siden museets start er der afholdt flere drejer- og skulptursymposier, hvor internationale kunstnere skaber spændende skulpturer og viser stor drejekunst. Mange af disse værker er udstillet på museet.
|
Tirsdag kl. 14, ca. 1 time. Træmuseet, Strøget 16 A, Oddense
|
|
|
|
|