Til forsiden
Rødt jern og sorte historier

Smeden er en klog mand. Han kan trække tænder ud og reparere en traktor. Når han fortæller historier, gælder det om at slå ørerne ud eller holde sig for dem en gang imellem; for en rigtig smed kan også nogle sorte gloser. Men det er ikke snak det hele, for en del af denne Limfjordsfortælling er man selv med til at skabe.

Chr. Hansens smede- og maskinværksted i Ørding er fra 1930’erne, og det står intakt og bruges stadig af folk, som kan det gamle håndværk. Værkstedet er bevaret i sin helhed med esse, aksler, drivremme og dieselmotor. Det fortæller om udviklingen på landet fra det gammeldags landbrug og landsbysmedjen til de nye tider efter 1945, hvor hestene blev skiftet ud med traktorer.
Prøv selv at bruge smedens hammer

Der er gang i essen hver onsdag kl. 10-12 og 13-15, så man selv kan prøve at smede. Prøv at mærke hammerens tyngde i hånden og varmen, der stråler ud fra det gloende jern. Essen drager og fascinerer store og små med dens luer og flammer i alle farver fra gul, grøn og blå til violet og rød.

Smedene er klar til at hjælpe og de fortæller gerne deres "sorte" historier om livet som smed eller mekaniker. Smeden kan nemlig forme jernet helt efter sit eget hoved til hestesko, ildragere, beslag og mange praktiske ting, som husholdningerne på landet havde brug for i gamle dage.

Denne smedje er både traditionel med esse og ambolt og ”moderne” med masser af mekanik. Hovedkraften i maskinværkstedet er dieselmaskinen, en 1-cylindret engelsk model af mærket ”Lister”, der bl.a. kan trække drejebænken via en aksel og drivremme oppe under loftet.
Lørdag, februar 04 2012
Onsdag kl. 14,
ca. 1 time.
Smedemuseet, Kongehøjvej 33, Ørding, 7990 Øster Assels
Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter Østerbro 7 7800 Skive Tlf. +45 97 52 32 66 KONTAKT