Til forsiden
Pressemeddelelse 6. oktober 2011

5000 har allerede hørt Limfjordsfortællinger i år og været meget tilfredse - men der er 28 Limfjordsfortællinger mere i efterårsferien.

I alt 4.976 voksne og børn deltog i Limfjordsfortællingerne i løbet af de 9 sommeruger i 2011. Det kunne turistchef Alice Bank Danielsen, Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter konstatere, da Netværk Limfjorden holdt evalueringsmøde sammen med Limfjordsfortællerne på Jenle i denne uge.

Limfjordsfortællinger om fem forskellige temaer i efterårsferien

Men der er stadig en uge tilbage i år med Limfjordsfortællinger, nemlig efterårsferieugen – og det betyder, at antallet af deltagere i år kommer et godt stykke over 5.000 og dermed tangerer rekorden fra 2009, som var det hidtil bedste år for Limfjordsfortællingerne, der i år gennemføres for 7. år i træk.

I efterårsferien er der 28 forskellige Limfjordsfortællinger at vælge imellem inden for fem forskellige temaer: Limfjordens natur, Limfjordens historie, Den maritime Limfjord, Håndværk, industri og energi samt Limfjordens fristelser. Og fortællingerne spænder vidt: fra Limfjordssafari på Doverodde Købmandsgård til historien om stenalderfolket i Ertebølle og fra et besøg på Thise Mejeri over en tur med Hvalpsund-Sundsøre overfarten til historien om tørrede fisk og små skarpe i Vorupør. Alle fortællingerne er nærmere beskrevet på www.visitlimfjorden.com.

Limfjordsfortællingerne er populære

For første gang kunne deltagerne i Limfjordsfortællingerne i sommer gå på nettet og fortælle, hvem de var, og hvad de syntes om fortællingerne. Ikke overraskende er omkring tre fjerdedele af deltagerne fra Jylland, og det er heller ikke overraskende, at deltagernes gennemsnitsalder er over 45 år.
 
Der er slet ingen tvivl om, at dem, der tager med på en Limfjordsfortælling, har et stort udbytte af at deltage. Der er nemlig en lang række rosende kommentarer til fortællerne. En deltager siger om fortællerne, at de er ”meget engagerede i deres arbejde og har stor viden, som de er fantastiske til at formidle videre”, og tilføjer: ”Jeg kørte hjem rigere end jeg var kommet”. En anden deltager siger: ”Det at man får en historie med i bagagen, når man besøger et feriested, betyder at man får en dimension mere med hjem, idet det giver en fornemmelse for samfundet på netop dette sted.” Og en tredje konkluderer: ”Det var en rigtig god opelvelse. Konceptet med levende fortællere er super! Det er ikke sidste gang, vi benytter os af det.”

”Det har været en fornøjelse at læse evalueringerne, og det bekræfter os i, at Limfjordsfortællingerne ikke blot er et godt, men også et temmelig enestående, tilbud. Sammen med turistbureauerne i Limfjordslandet vil vi nu lægge os i selen for at komme med et om muligt endnu bedre udbud af Limfjordsfortællinger i 2012”, siger turistchef Alice Bank Danielsen, Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, der koordinerer Limfjordsfortællingerne på vegne af Netværk Limfjorden.
Torsdag, oktober 06 2011
Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter Østerbro 7 7800 Skive Tlf. +45 97 52 32 66 KONTAKT