|
Årets Limfjordsfortællinger er som sædvanlig arrangeret af Netværk Limfjorden. De finder sted i hele Limfjordslandet og er opdelt i fem temaer: Limfjordens natur, Limfjordens historie, Den maritime Limfjord, Håndværk, industri & energi og Limfjordens fristelser. I alt er der med start den 4. juli 34 forskellige fortællinger hver uge, og programmet er det samme i alle 7 uger frem til og med uge 33. Da nogle af fortællingerne finder sted mere end én gang om ugen, har publikum i løbet af sommeren mulighed for at deltage i i alt 301 Limfjordsfortællinger.
Limfjordsfortællingerne spænder vidt, både geografisk og indholdsmæssigt – lige fra historien om Den japanske have i Struer og det middelalderlige nonnekloster i Ørslev til væltepeterne på Danmarks Cykelmuseum i Aalestrup og det økologiske landsbymejeri i Thise. Men fælles for alle Limfjordsfortællingerne er, at der er en engageret og vidende fortæller, som det er en fornøjelse at lytte til, og som hellere end gerne øser af sin viden og indsigt om den pågældende lokalitet.
9 nye Limfjordsfortællinger i 2011
Limfjordsfortællingerne kom til verden i 2005 som det første eksempel i Danmark på ”storytelling” i større skala, og hvert år kommer der nye fortællinger til. I år er der hele 9 nye Limfjordsfortællinger i programmet.
Det drejer sig om Planetstien i Lemvig, Hellegård Ådal ved Vinderup, herregården Hessel ved Hvalpsund, Stenaldercentret i Ertebølle, Glenholm Vingård ved Ranum, Æbleriet i Rødding, økologisk is fra Nedergaard Økois og Gårdbutik i Han Herreds Vejler, Hvalpsund-Sundsøre overfarten og sjægterne i Hjarbæk.
Det koster 50 kr. (børn under 12 år gratis) at deltage i en Limfjordsfortælling. Man møder blot op på det anførte sted på det anførte tidspunkt og køber en billet hos fortælleren (mød gerne i god tid!). En Limfjordsfortælling varer sædvanligvis en god times tid, og alle fortællingerne er beskrevet på Netværk Limfjordens hjemmeside www.visitlimfjorden.com .
Rabat på færgen mellem Hvalpsund og Sundsøre
Som noget nyt i år får alle deltagerne i Limfjordsfortællingerne en billet, der giver mulighed for at købe en returbillet med færgen mellem Hvalpsund og Sundsøre til enkeltbilletpris. Samtidig får deltagerne en opfordring til via internettet at give en tilbagemelding om, hvad de synes om den Limfjordsfortælling, de har købt billet til. Alle, der svarer, deltager i en konkurrence, hvor gevinsten er en miniferie i Limfjordslandet, bestående af 3 overnatninger for to personer med morgenmad, færgebillet, to billetter til Limfjordsfortællinger samt kortmateriale.
”Vi vil gerne indsamle mere viden om, hvad vores gæster synes om Limfjordsfortællingerne. Det er vigtigt at vide, når vi skal i gang med at planlægge næste års Limfjordsfortællinger”, siger turistchef Alice Bank Danielsen, Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, der af Netværk Limfjorden er udpeget som koordinator af Limfjordsfortællingerne.
|