|
|
|
|
|
Ny formand for Netværk Limfjorden
|
|
På generalforsamlingen i Struer den 13. april fik Netværk Limfjorden ny formand. Det blev fhv. seminarierektor, præst Henrik Sommer, der også er formand for Strueregnens Turistforening.
|
|
|
|
Fhv. kroejer Jørgen Pedersen, Hvalpsund, aflagde i går sin sidste beretning på generalforsamlingen i Netværk Limfjorden. Efter 7 år som formand ønskede han ikke genvalg, og netværkets ny formand blev formanden for Strueregnens Turistforening, fhv. seminarierektor, præst Henrik Sommer.
”Jeg ser frem til at arbejde med den fortsatte udvikling af turismen i hele Limfjordslandet. For mig er der ingen tvivl om, at der er et betydeligt turistmæssigt potentiale i kommuerne rundt om Limfjorden, som vi kan udnytte og derigennem tiltrække flere turister, både til lands og til vands”, siger Henrik Sommer, der peger på, at Netværk Limfjordens særlige styrke er, at det samler alle turismens interessenter i otte Limfjordskommuner og dækker både Region Nordjylland og Region Midtjylland.
I beretningen til generalforsamlingen sagde den afgående formand, at 2010 har været et af de mest aktive år i Netværk Limfjordens 16-årige historie. Han omtalte Netværk Limfjordens havneprojekt, der har som mål at gøre Limfjordshavnene endnu mere attraktive, og sagde: ”Havnene i Limfjorden og deres potentiale som samlingspunkt for både gæster og lokalbefolkning kan blive et endnu større aktiv for os alle sammen, og derfor er projektet helt centralt for den turistmæssige udvikling af Limfjorden i fremtiden”.
Han glædede sig over, at Limfjordsfortællingerne i sæson 2010 tangerede den hidtidige rekord med over 5.000 deltagere. I 2011 vil der – ligesom i 2010 – være 34 forskellige fortællinger at vælge imellem i ugerne 27-33 og i efterårsferieugen.
|
|
|
|
|
|