|
Det er Netværk Limfjorden og VisitNordjylland, som i samarbejde med Morslands Historiske Museum står bag den nye variant af Limfjordsfortællingerne. Sammen gennemfører de to turistorganisationer nemlig i øjeblikket et udviklingsprojekt, der handler om at bruge digitalisering og anden moderne teknologi til at tilbyde Limfjordsfortællinger til både voksne og børn på besøg i Limfjordslandet.
Sæsonforlængelse
- Den ”gammeldags” Limfjordsfortælling med en fortæller af kød og blod, der med stor entusiasme øser ud af sin viden om den pågældende lokalitet på et bestemt klokkeslæt i nogle sommeruger, går aldrig af mode. Men vi vil gerne tilbyde Limfjordsfortællingerne på en ny måde, hvor det ikke er afgørende, hvornår man besøger det pågældende sted. Dermed er de nye fortællinger med til at forlænge sæsonen ved at give gæsterne en ekstra oplevelse på alle årstider, fortæller Netværk Limfjordens formand Jørgen Pedersen om baggrunden for lanceringen af den ny dramatiserede og digitale Limfjordsfortælling på Nykøbing Mors Havn.
Thomas Markmanns dramatiske mordhistorie
Den ny Limfjordsfortælling på havnen i Nykøbing hedder ”Rygtet om mord” og henvender sig primært til voksne. Manuskriptet er skrevet af den nyuddannede dramatiker Thomas Markmann, der har skrevet både radiospil og forskellige forestillinger, bl.a. musikforestillingen ”Giro 413”. Dramatiseringen er lagt i hænderne på Teater Katapult i Århus, som også har stået for valget af de professionelle skuespillere, der medvirker.
I ”Rygtet om et mord” forvandles lytteren til kvinden Caroline, der netop har mistet sin mormor. Da hun rydder op på mormoderens loft, finder hun en avisartikel med overskriften ”Frikendt for mord?”. Artiklen handler om en gammel hændelse på Nykøbing Mors Havn, hvor en pige faldt i vandet og druknede, selvom moderen var til stede. Moderen mistænkes for mord, men beviserne er uklare, så hun bliver frikendt. Moderen i artiklen er Carolines mormor, så Caroline bliver nødt til at finde ud af, hvad der er sandheden.
Derfor drager hun ned på havnen, hvor hun opsøges af fortidens stemmer, som hver har deres udlægning af historien. Rygter er der nemlig masser af, men var mormoderen virkelig morder? – ja, det må man lytte til den dramatiserede Limfjordsfortælling for at få svaret på. Undervejs dukker i øvrigt selveste Aksel Sandemose op – i skikkelse af skuespilleren Ejner Hans Jensen.
Gæsterne downloader selv den digitale fortælling via computer med internetadgang og lagrer den derefter på deres egen MP3-afspiller, inden de bevæger sig ud på turen. Det er også muligt at låne en MP3-afspiller med den dramatiserede Limfjordsfortælling på Morslands Historiske Museum i Dueholm Kloster i Nykøbing Mors.
|