· Hjemmesiden kommer på engelsk og tysk
Netværk Limfjordens danske hjemmeside
www.visitlimfjorden.com, som havde premiere i februar 2009, har været pænt besøgt. Indtil nu har der således været over 18.000 besøg på hjemmesiden, og de har tilsammen set 60.000 sider. Den gennemsnitlige besøgstid er 2 minutter, og 88 % er nye besøgende. På den baggrund har bestyrelsen i Netværk Limfjorden be-sluttet, at hjemmesiden også skal forefindes i en engelsk og en tysk version. Ifølge planen vil den engelske version være tilgængelig medio oktober 2009, og den tyske version vil være på nettet primo januar 2010.
· Ny EU-ansøgning?
Som meddelt i sidste nyhedsbrev fik Netværk Limfjorden og partnerne fra Skotland, Norge og Belgien lige før sommerferien afslag på en EU-ansøgning om midler til projektet ”Blue Ribbon”. Netværk Limfjordens forretningsudvalg besluttede på et møde for nylig at invitere partnerne fra de tre andre lande til et møde 23. september på Hvalpsund Færgekro for at diskute-re, om man skal forsøge sig med en ny ansøgning, når der næste gang er mulighed for at søge EU-midler ultimo oktober.
· Evaluering af Limfjordsfortællingerne 2009
Ligesom sidste år vil Netværk Limfjorden indbyde alle med interesse for Limfjordsfortællingerne til et evalueringsmøde, hvor der også bliver lejlighed til at drøfte den videre udvikling af Limfjordsfortællingerne i 2010, herunder de muligheder, der ligger i Netværk Limfjordens engagement i VisitNordjyllands projekt ”Nordjyske fortællinger”. Evalueringsmødet afholdes på Limfjordsmuseet i Løgstør 6. oktober kl. 9.30-14. Indbydelse til mødet udsendes senere.
· Netværk Limfjorden igangsætter havneprojekt
Et af de centrale indsatsfelter i Netværk Limfjordens handleplan er den ”blå Limfjord” og herunder en fortsat udvikling af havnene i Limfjorden. Nogle af spørgsmålene i den forbindelse kan være: Hvordan giver havnene deres gæster den bedst mulige velkomst? Hvordan øges havnenes attraktivitet i det hele taget? Hvordan kan havnene udvikle sig til at blive fremtidens samlingspunkt? Netværk Limfjorden vil derfor lave et diskussionsoplæg om Limfjordshavnenes fremtidige rolle – og med det som udgangspunkt indbyde til en ”udviklingsdag” omkring Limfjordens havne. Datoen bliver den 26. november – sæt allerede nu kryds i kalenderen!