|
|
|
|
|
Nyhedsbrev ultimo juni 2009
|
|
Læs bl.a. om starten på sommerens Limfjordsfortællinger, om et nyt nordisk forskningsprojekt om storytelling, hvor Limfjords-fortællingerne er udvalgt som dansk "case", om den "foryngede" oldtidsudstilling på Dueholm Kloster i Nykøbing Mors og om genvalg til hele forretningsudvalget i Netværk Limfjorden.
|
|
|
|
· Sommerens første Limfjordsfortællinger på mandag
Mandag den 29. juni er der premiere på sommerens Limfjordsfortællinger. Den første dag er der 5 fortællinger, og når ugen er omme, har Limfjordslandets gæster og beboere kunnet deltage i i alt 33 forskellige fortællinger. Og sådan fortsætter det uge efter uge til og med uge 33. Der udsendes hen over sommeren en lokal pressemeddelelse om hver enkelt fortælling.
· Forskningsprojekt om Limfjordsfortællingerne
Turismeforskningsenheden ved Aalborg Universitet er med i et helt nyt nordisk forskningsprojekt, der hedder ”Storytelling og destinationsudvikling”. Projektet vil undersøge, om historiefortælling kan bruges til at opbygge og markedsføre turistdestinationer og dermed gøre dem mere attraktive som rejsemål i en international sammenhæng. Forskningsprojektet har udvalgt fem forskellige cases fra hvert af de fem nordiske lande, og det danske eksempel er Limfjordsfortællingerne, fortæller videnskabelig assistent Jacob Roesgaard Larsen fra Aalborg Universitet.
· ”Forynget” oldtidsudstilling på Dueholm Kloster
Morslands Historiske Museum på Dueholm Kloster har en enestående samling fra øens fortid, og i anledning af museets første 100 år med Dueholm Kloster som udstillingssted er der netop blevet kælet for denne oldtidssamling, så den nu fremstår i en ”forynget” udgave med nye fund, nye montrer og nye historier at suge til sig på det store loft.
· Genvalg til forretningsudvalget
På bestyrelsesmødet i Netværk Limfjorden den 19. juni på Tambohus Kro genvalgtes samtlige medlemmer af forretningsudvalget. Også i den næste periode består det dermed af formanden, Jørgen Pedersen, Hvalpsund, næstformanden, turistchef Gitte Skoubo fra Struer samt museumsleder Susanne Overgaard fra Morslands Historiske Museum og Sven-Henrik Brandstrup fra Region Midtjylland. Bestyrelsen modtog i øvrigt på mødet den kedelige nyhed, at den EU-ansøgning om støtte til projektet ”Blue Ribbon”, som Netværk Limfjorden havde indsendt sammen med partnere fra Norge, Skotland og Belgien, har fået afslag. Bestyrelsen var enig om, at der i projektet er så mange gode elementer og ideer, at der under alle omstændigheder skal arbejdes med at føre dem ud i livet.
|
|
|
|
|
|